Sådan spiser du flere grøntsager – uden at bemærke det
Det er ikke altid lige nemt at få nok grøntsager i løbet af dagen, selvom de gode intentioner er der. ‘6 om dagen’ lyder anbefalingen, hvor mindst halvdelen skal være grøntsager, men mange af os kæmper med at komme op på den anbefalede mængde.
Det kan især være en udfordring, hvis børnene altid kigger skeptisk på aftenens salat, eller hvis der ikke er tid til at gnave sig igennem gulerødderne i pausen. Heldigvis er det muligt at snige flere grøntsager ind uden at bemærke det.
5 tips til flere grøntsager i maden
Vil du gerne have en mere grøn kost? Så får du her 5 nemme tips til flere grøntsager i maden krydret med lækre opskrifter.
1. Riv grøntsager og kom det i maden
Riv grøntsager i alle afskygninger og kom dem i farsen, kødsovsen, gryderetten, hakkebøfferne eller dine røræg. Du kan også komme det i morgengrøden. Prøv med gulerod, squash, rødbede eller pastinak.
Prøv f.eks. vores opskrift på røræg med grøntsager eller vores gulerodshavregrød.
2. Blend grøntsager i saucen
Blend grøntsager i saucen og tilføj ekstra grønt til retten på den måde. Det kan f.eks. være i indiske retter som Butter chicken eller Chicken tikka masala, men det kan også være i en klassisk boller i karry, hvor du blender nogle grøntsager i saucen.
3. Gør grøntsager en del af basen
Mange retter starter med en base af løg og hvidløg, og her kan du f.eks. begynde at gøre grøntsager en del af den base. Hak nogle grøntsager fint og steg dem sammen med løg og hvidløg. På den måde sniger du mere grønt ind i retten.
4. Kom grøntsager i dit bagværk
Har du prøvet at komme grøntsager i bolledejen? Det er en god måde at få mere grønt ind, og så gør det samtidig brødet svampet og lækkert. Det kan f.eks. være gulerødder, rødbede, blomkål, broccoli eller jordskokker. Kun fantasien sætter grænser!
Elsker du pølsehorn? Så prøv vores opskrift på broccolipølsehorn.
5. Lav grøntsagsdip
Hvis du plejer at servere en dip til dit gnavegrønt, så kan du lave det om til en grøntsagsdip ved at blende lidt bagte grøntsager med hvidløg, olivenolie og citron. Så er der dobbelt op på grøntsager. Du kan også smøre det i en sandwich eller bruge det som dressing på din salat.
Velbekomme!