Har du svært ved at holde gejsten på løbeturen?
Løb er skønt og en rigtig god træningsform, men for nogle kan det alligevel være lidt svært at komme i løbeskoene og ud af døren.
Det kan der være mange forskellige årsager til. Måske synes du, at det bliver kedeligt og ensformigt undervejs, eller måske frister sofaen bare lidt mere.

Hvis det er noget, du kan nikke genkendende til, så findes der heldigvis råd for det. Derfor har vi samlet 5 tips til, hvordan du kan holde gejsten på løbeturen og give din løbemotivation et boost. 

5 tips til løbemotivationen

 

1. Lav løbeaftaler med andre
Når du kun har en løbeaftale med dig selv, så kan det være nemmere at springe over. Derfor kan det være en god idé at lave løbeaftaler med andre, hvor I løber en tur sammen. Så forpligter det mere, når du ved, at der er en, der venter på dig. Det er samtidig også en fantastisk mulighed for at catche op med en god veninde, familiemedlem, kollega e.l.

2. Lyt til musik eller din yndlings podcast
Musik kan være med til at give et godt boost energi og gejst. Så sammensæt en god playliste hjemmefra, så der kan komme lidt ekstra skub i løbeskoene.
Det kan også være, at du har en favorit podcast, som du elsker at lytte til, så løbeturen bliver lidt sjovere.

3. Løb den anden vej rundt
Måske har du et par sædvanlige ruter eller et område, du plejer at løbe i. Her kan du skabe noget variation ved at gøre noget så simpelt som at løbe den anden vej rundt. Det vil sige, at du starter turen der, hvor du plejer at slutte den. Pludselig kommer der nogle nye udfordringer, eller måske bliver den frygtede bakke til et dejligt nedløb.

4. Meld dig til et løb
Det kan være en stor motivation på løbeturen, når du ved, at du har et løb ude i fremtiden. Det behøver ikke nødvendigvis at være et halvmarathon, men det kan også være et løb med en kortere distance. Måske kender du nogle, der også gerne vil deltage, så I kan gøre det sammen.

5. Brug et løbeprogram
Uanset om du er nybegynder eller en erfaren løber, så kan det være en god idé at følge et løbeprogram. På den måde kommer der mere struktur på det, og du får nemt et overblik over, hvad du skal træne.
På WE TRAIN AT HOME har vi både 5 km, 10 km og Halvmarathon løbeprogrammer – og der er både til begyndere og erfarne. Du finder dem under “Bootcamps”, når du er logget ind.

God fornøjelse!