Synes du, at du har ryggrad som en regnorm?

Sådan er der mange, der tænker. Måske har du været igennem utallige mislykkede vægttabsforsøg gennem årene, og du er sikker på, at det er din ryggrad, den er gal med.

Men er det nu det? Et mislykket vægttabsforsøg skyldes ofte, at vi i stedet ønsker at ændre alt for meget på én gang. Det er derfor hverken ryggrad eller viljestyrke, du mangler. Det er nemlig helt naturligt at miste motivationen, når du skal lave så mange ændringer på én gang.

For mange fungerer det godt at arbejde med små skridt – uanset om det gælder kost, motion eller noget helt tredje. Derfor har vi samlet 3 tips til, hvordan du kan arbejde med små skridt.

3 tips til små skridt

1. Vælg 1-3 målsætninger

Start ud med at vælge 1-3 målsætninger, så du undgår at ændre det hele på én gang. Pas på med at sætte barren for højt. Det kan være, at du vil arbejde med at gå i seng senest kl. 22 hver aften, spise ½ tallerken grøntsager til aftensmad eller gå en rask tur dagligt.

Så snart du føler, at dine målsætninger er blevet indarbejdet, så kan du begynde at arbejde med nogle nye.

2. Det skal være realistisk

Husk at vælge nogle målsætninger, der er realistiske for dig. Også på længere sigt. Det kan hjælpe at bryde det ned i mindre dele, så det bliver nemmere at gå til. Hvis du f.eks. gerne vil i gang med at træne, så kan du måske starte stille ud med at træne 1-2 gange om ugen frem for at starte ud med at træne hver dag eller 5 gange om ugen.

Det samme gælder, hvis du f.eks. har et mål om at tabe x antal kg. Her kan det også være en stor hjælp at dele det ud i mindre delmål, så du får flere succesoplevelser undervejs.

3. Det skal være lystbetonet

Dine målsætninger skal være noget, som du har lyst til og ikke noget, der kommer fra andre. Det skal derfor være noget, som du er motiveret for og kan overkomme, da det ellers kan være svært at fortsætte med det på længere sigt.